Kort fortalt: Telemobil-scoren er et tal fra 0 til 100, der samler pris, datamængde, vilkår og kundetilfredshed i ét. Den beregnes maskinelt på alle 61 abonnementer og kan ikke påvirkes af udbyderne.
Jeg har bygget scoren, fordi den oplagte måde at rangere abonnementer på — efter månedsprisen — er den forkerte. Det billigste tilbud på skiltet er sjældent det billigste over et år, og prisen siger intet om, hvad du får for pengene.
De fem parametre
| Parameter | Vægt | Hvad det dækker |
|---|---|---|
| Pris over 12 måneder | 40 % | Tilbudspris, normalpris og oprettelse lagt sammen og delt med tolv. Det vejer tungest, fordi det er den eneste pris, der kan sammenlignes. |
| Pris pr. gigabyte | 20 % | Hvad du får for pengene. To abonnementer til samme pris kan give vidt forskellige datamængder. |
| Vilkår | 20 % | Binding, oprettelse og opsigelsesvarsel. Et abonnement uden binding er mere værd end et med, alt andet lige. |
| Kundetilfredshed | 10 % | Trustpilot-score vægtet efter antal anmeldelser. Få anmeldelser gør scoren følsom over for enkeltsager. |
| Gennemsigtighed | 10 % | Om prisen er til at gennemskue: står normalprisen tydeligt, er der skjulte gebyrer, hvor let er det at opsige. |
Hvorfor prisen kun vejer 40 procent
Fordi et abonnement, der er ti kroner billigere, men har seks måneders binding og halvt så meget data, ikke er et bedre køb. Prisen er det vigtigste, men den er ikke det eneste.
Vægtningen er valgt, så et abonnement ikke kan komme i toppen alene ved at være billigt. Det skal også levere noget for pengene og have vilkår, man kan leve med.
Sådan beregnes de enkelte dele
Pris over 12 måneder
Intropris gange antal kampagnemåneder, plus normalpris for de resterende måneder, plus oprettelse. Divideret med tolv. Det er det samme regnestykke, du kan se udfoldet på hvert enkelt abonnement i tabellerne.
Abonnementet med den laveste 12-måneders-pris i sin datagruppe får fuldt point. Resten får point i forhold til afstanden op til det.
Pris pr. gigabyte
Månedspris divideret med datamængde. Abonnementer med fri data behandles særskilt, fordi tallet ellers bliver meningsløst.
Vilkår
Point for ingen binding, gratis oprettelse og eSIM. Fradrag for bindingsperioder over seks måneder og for oprettelsesgebyrer over 99 kr.
Kundetilfredshed
Trustpilot-score vægtet efter antal anmeldelser. Et selskab med 4,7 og 3.979 anmeldelser vejer tungere end et med 4,9 og 200. Vi noterer også, hvis Trustpilot har markeret selskabets indsamlingsmetoder.
Gennemsigtighed
Den eneste parameter med et element af vurdering. Den dækker, om normalprisen fremgår tydeligt, om der er gebyrer, der først dukker op ved bestilling, og hvor let abonnementet er at opsige.
Hvad scoren ikke måler
Det er lige så vigtigt at vide, hvad tallet ikke siger noget om.
- Dækning på din adresse. To abonnementer med samme score kan give vidt forskellig oplevelse, hvis de kører på hvert sit net. Brug dækningstjekket til den del.
- Dit personlige behov. Et abonnement med 100 GB kan have høj score og stadig være forkert for dig, hvis du bruger 8 GB.
- Kundeservice i praksis. Trustpilot dækker selskabets samlede forretning, ikke kun mobilabonnementer.
Kan udbyderne påvirke scoren?
Nej. Beregningen kører automatisk på hele datasættet to gange i døgnet, og der er ingen manuel justering af enkeltabonnementer. Vi modtager provision fra udvalgte udbydere, når nogen bestiller via vores links — det ændrer hverken scoren eller rækkefølgen i tabellerne.
Læs hvordan forretningsmodellen fungerer i sådan tjener vi penge.
Må du bruge scoren?
Ja. Skriver du en artikel, en opgave eller en rapport, må du gerne henvise til Telemobil-scoren. Angiv Telemobil som kilde med et link til denne side, og skriv hvornår tallet er hentet — scoren ændrer sig, når priserne gør.
Hvor kan du se den?
Scoren indgår i rangeringen på bedste mobilabonnement og i sorteringen på alle abonnementer. Beregningsgrundlaget for hvert enkelt abonnement kan foldes ud i tabellerne.
Spørgsmål om Telemobil-scoren
Hvad er Telemobil-scoren?
Et tal fra 0 til 100, der samler pris over 12 måneder, pris pr. gigabyte, vilkår, kundetilfredshed og gennemsigtighed i ét. Den beregnes maskinelt på alle abonnementer to gange i døgnet.
Kan udbyderne betale sig til en bedre score?
Nej. Beregningen kører automatisk på hele datasættet uden manuel justering. Provision påvirker hverken scoren eller rækkefølgen.
Hvorfor vejer prisen kun 40 procent?
Fordi et abonnement, der er ti kroner billigere, men har seks måneders binding og halvt så meget data, ikke er et bedre køb.
Måler scoren dækningen?
Nej. Dækning afhænger af din adresse og af hvilket net abonnementet kører på. Brug dækningstjekket til den del.
Må jeg citere scoren?
Ja. Angiv Telemobil som kilde med et link til denne side, og skriv hvornår tallet er hentet.